At rejse...
Jeg kunne godt skrive som H. C. Andersen - at rejse er at leve, for vi er mange, der er enige i, at det, der giver os glæde og energi, er de nye oplevelser, de anderledes indtryk og de mangeartede mennesker, som findes, hvorend man så sætter sine fødder og spor.
Derfor betyder det meget for mig at rejse og at opleve, og jeg har gennem tiden samlet mig nogle favoritlande og områder, hvor jeg længes tilbage, allerede inden jeg er kommet hjem til Danmark igen.
Hvor af steder jeg helst vil opholde mig, røber jeg ikke... Allerede fordi jeg formentlig ikke selv ved det, men indtil videre er jeg altid vendt hjem igen.
Kalaallit Nunaat
En af de store arbejdsmæssige og personlige oplevelser havde jeg i Grønland. Fra den 29. oktober 2001 til den 3. maj 2002 var jeg udstationeret som dommerfuldmægtig ved Grønlands Landsret, hvilket bød på mødet med en på mange måde ens og på mange måde forskellig kultur og befolkning.
Mødet med en storslået natur og en gæstfri, venlig og velfungerende befolkning gjorde et dybt indtryk på mig, som jeg aldrig vil glemme. Jeg havde fornøjelsen af at blive tilbudt undervisning i det (for os) noget særprægede grønlandske sprog, og det blev dengang til lidt mere end aluu, aap og qujanaq (hej, ja og tak). Desværre er det et sprog, der er svært at holde ved lige.
Med mit udgangspunkt i Nuuk gik turen bl.a. til Maniitsoq, Kangerlussuaq og Ilulissat. En vinter med sne - en vinter med det meste ekstreme nordlys, man havde set i mange år. En sejltur på isfjorden med isbjerge så store, at det ikke kan forklares - med turen udover indlandsisen - det kan få tanken hen på en ting: Så pas dog for f..... på det miljø. Vi har det kun engang, og vi har ikke råd til at miste det.
Mange har sagt det før mig, men det skal ikke afholde mig for at gentage det igen:
Grønland skal opleves.
España y Madrid - ¡Volveré!
Hvis man tror, at man har set mig på Estadio Santiago Bernabeu iført Real Madrids kamptrøje og halstørklæde syngende med på ¡Hala Madrid!, så har man sikkert set rigtigt. En stor fodboldpassion kan jo meget vel passes sammen med en glæde ved at besøge et helt specielt og meget trygt land i Europa.
Indtil videre er det blevet til besøg i - navnlig Madrid men også Toledo, Segovia, Valencia og Barcelona, samt mere turistede steder som Mallorca, Gran Canaria og Tenerífe. En helt storslået oplevelse var, da jeg sammen med min kæreste og mine to gode veninder, i oktober 2017 fløj til Granada, hvor vi efter et par dage lejede en bil og kørte til Sevilla og Córdoba. Alle tre byer har nu en helt speciel plads i mit hjerte.
Jeg holder dog meget af Madrid og at lede efter sjælen i denne europæiske metropol - at spise tapas eller drikke kaffe på indbegrebet af en spansk bar - at få gåsehud over at se på Picassos "Guernica" på Museo National de la Reina Sofía - at gå ud i denne by, der aldrig sover - en by med en nerve som London, men med sydeuropæisk storslåethed og ikke mindst calma y tranquilidad. En oplevelse, der bestemt ikke bliver mindre i takt med, at mit spanske bliver bedre.
Som det står - Madrid, jeg kommer tilbage! - men der står også España. Der er mange byer, steder og begivenheder, der skal opleves endnu (San Fermin i Pamplona, La Tomatina i Buñol - og jeg kunne blive ved).
Cabo Verde
Et sted jeg også vender tilbage til, er perlen i Atlanten - Øgruppen Cabo Verde - 600 km. vest for Dakar, Senegal.
Denne kærlighedshistorie til dette land begyndte tilbage i efteråret 2002, hvor jeg og en veninde, skulle tog turen over Lissabon til øen Sal og derfra videre til Praia, Santiago, for at besøge en god og mange årig ven, der dengang arbejdede som programdirektør for Børnefonden.
Oplevelserne var utallige - den uspolerede og golde natur på Santiago, de mystiske måltider i Cidade Velha, vulkanlandskabet på Fogo (hvor vi blev fulgt til toppen af vulkanen af den 18 årige lokale guide José, der havde lært sig selv fransk og engelsk ved at tale med turister), turen med Twin-Otter til Santo Antão, hvor vi oplevede den grønne og frodige Val de Paul, inden vi tog over Mindelo på São Vicente til Sal for at tage hjem igen.
Turen var ikke bare vedligeholdelse af gamle venskaber, men også starten på et nyt med Felicia og hendes familie, så turen blev gentaget året efter, hvor vi fulgtes med José (ikke guiden, men den nu tidligere programdirektør) og Felicia fra Praia over Mindelo til Santo Antão, ligesom vi også også nåede et smut over til den meget varme og store sandstrand af en ø - Boa Vista.
Denne gang tog vi nærmest José med hjem, og jeg sad tilbage med tanken, om hvornår jeg skulle se mine venner på Cabo Verde igen. Men der gik ikke så længe endda, for en dag fik José en glædelige telefonopringning fra Felicia, der imellemtiden havde fået en dreng med Belmiro. Felicia havde to spørgsmål - om José ville være gudfar for drengen, og om jeg havde noget imod, at drengen blev opkaldt efter mig! Så kunne vi godt pakke kufferterne, for i maj 2005 skulle vi til barnedåb, når Denis Marco Sousa skulle døbes.
Jeg havde den store fornøjelse at bo hos Felicia og Belmiro, hvilket på lidt halv gebrokken portugisisk/creol/spansk også gav grundlag for nogle dybere og mere meningsfulde samtaler om forskellene på samfundene og måde, man indretter sit liv, der hvor man er.
Jeg savner Cabo Verde og "minha família de meu coração" i Punta do Sol og Ribeira Grande. Livet dér giver en fred, som jeg ikke har oplevet andre steder. Som Felicia sagde det rammende en aften:
"I har alle tingene, men har I også glæden? Vi har i hvert fald glæden!"
Alperne på ski
Som nogen måske har bemærket, skal det hele - for et vinterbarn som mig - ikke være sol og strand. Tilbage i 1983 tog mine forældre mig og min søster med på skiferie for første gang - en beslutning, som jeg altid har været taknemmelig for.
Siden dengang er det blevet til et par skiferier, der helst går sydpå og helst til Østrig, incl. sol, sne og så "gemütlichkeit". Det er efterhånden blevet til denne liste:
1983 - Zell am See (A), 1984 - Zell am See (A), 1985 - Strömbergshyttan (S), 1986 - Zell am See (A), 1987 - Livigno (I), 1988 - Canazei (I), 1990 - Zell am See (A), Wörgl (A), 1991 - Les Arcs (F), 1992 - Sölden (A), 1993 - Sölden (A), 1994 - Serre Chevalier (F), 1995 - Sölden (A), 1996 - Verbier (CH), 1997 - Sestriere (I), 1999 - Canazei (I), 2000 - Ischgl (A), 2002 - Nuuk (GL), 2003 - Valloire (F), 2004 - La Rosiere (F), 2005 - Canazei (I), 2006 - Ischgl (A), 2007 - Schladming (A), 2008 - Livigno (I), 2009 - Wagrain, Ischgl (A) 2010 - Passo Tonale (I), 2011 - Schladming (A), Skt. Anton (A), Ischgl/Top of The Mountain Opening (A), 2012 - Zell am See (A), 2013 - St. Anton (A), 2014 - Ischgl (A), 2015 - Livigno (Tak Slopetrotter for denne dejlige tur, som jeg havde fornøjelsen af at vinde på Facebook), 2016, 2017, 2018 og igen 2019 - Schladming (A).
Hertil er en ligeså stor glæde ved at se, at min nevø har samme glæde og er ved at få den samme gnist for skiløb, som hans mor havde, og som hans onkel har. Lukas var med i 2003, men stod først rigtigt på ski i 2008, da han var afsted med onkel til Livigno. Han er siden hen blevet lige så begejstret for Zell am See, hvor han var med morfar og onkel i 2012, og hvor morfar og mormor begyndte med ski i 1982, og hvor hans mor og onkel trådte deres barneski i 1983.
Hvor er der dog mange steder, man har været og gerne vil fortælle om, og hvor er der dog mange steder, man gerne vil nå at opleve.